Døden - Del 1

Sætter mig langsomt ind i en piges sted. Hun er død natten over til 14. december til 15. december kl. 01:42. Jeg så først noget lys foran mig. Det var klart. Lastbilen skulle til at ramme mig, og jeg vidste at jeg ville dø. Men jeg vidste ikke alt det der lå bag og efter døden. Det kom først da jeg så det skærende lys i mine øjne. Jeg kunne høre en høj "tuut" lyd, der rungede i mine øre. Jeg kan huske hvordan jeg skreg, græd, men var lammet. Jeg mærkede ikke smerte da lastbilen ramte mig. Kun at der langsomt blev hvidt. Jeg tænkte ikke rigtigt mere. Ikke engang over at jeg nu var død, og ville forsvinde om lidt for altid. Men istedet skete der noget andet. Det hvide lys blev synligere. Pludseligt forsvandt det og med ét var der mørkt. Jeg tænkte stadig ikke. Ikke engang, "hvad sker her. burde jeg ikke forsvinde?". Nej. det spørgsmål stillede jeg mig ikke. Jeg var faktisk nysgerrig efter hvad der skete. Pludseligt så jeg noget komme tæt imod mig lidt længere fremme i mørket. Pludseligt kom det nærmere, og jeg så at det var billeder. Levende billeder der bevægede sig som film. Det var meget fascinerende. Det hele skete så hurtigt, men alligevel langsomt nok til at jeg kunne følge med. Billeder fra da jeg blev født. Billeder jeg ikke engang selv kunne huske. Billeder fra da jeg var 3 år, og red på den gyngehest jeg fik i julegave og var så glad for. Som 4 årig, da jeg fik den længeønskede teddybjørn. En tåre løb ned af min kind, men så blidt at jeg næsten ikke bemærkede den.

De viste mig igennem livet. Men de viste kun de vigtigste øjeblikke i mit liv. Også da jeg fik mit første kys. Ikke fordi det var romantisk, men fordi det var noget særligt. Pludseligt sluttede billederne og igen var der mørkt. Jeg undrede mig over hvad der nu ville ske, men jeg tænkte det stadigt ikke. Pludseligt mærkede jeg jord under mine fødder. Jeg stod nu i dagligstuen, med frit syn til min mor og far der stod bøjet over den gamle, hullede lædersofa. Dér midt i lædersofaen lå jeg. Død, kold, bleg, og med vidt åbne øjne der stirrede lige ud. Min mund hang lidt på gled, og jeg havde aldrig drømt om at jeg nogensinde ville se mig selv død. Men det var hjerteknusende. Jeg så hvordan min mor og far græd. Min far knugede min mor ind til sig, og først nu så jeg hvordan hun rystede. Men jeg vidste også at jeg ikke kunne gøre noget, så jeg lod være med at forsøge.

Langsomt gik jeg rundt i stuen. Det var underligt at være død. Man kunne ikke se sin egen skygge, eller høre knirkende trin hen over det bare trægulv. Jeg var ikke gennemsigtig, men anderledes. Bleg, og kold. Det mærkelige var at jeg ikke kunne mærke min krop. Men jeg var ikke bange. Jeg havde lært ikke at være bange for døden. Den kunne ikke gøre mig noget. Pludseligt hørte jeg et sus forbi højre øre, der derefter endte i totalt stilhed. Ikke engang mine forældres gråd kunne jeg høre. Det var måske også det bedste, for det gjorde mig bare endnu mere ked af det, at vide hvordan mine forældre var kede af det, og knust af deres datters pludselige død. Pludselig kom jeg i tanke om noget. Jeg havde jo ikke fået sagt ordentligt farvel. Det sidste jeg havde sagt var at jeg smuttede over til naboen for at bede om noget mælk. Derefter de skarpe lys, efterfulgt af døden. Hvordan skulle jeg sige farvel. Jeg kunne jo ikke røre dem, eller snakke til dem. Derfor måtte jeg tænke positivt. Jeg gik hen til min mor, og strøg hende kærligt om øret. Jeg kunne se hvordan hun kunne mærke følelsen af at blive overvåget. Hun kunne mærke mig som en slags kold, men kærlig vind. Forsigtigt tog hun sin hånd op til sin kind, og et smil bredte sig i hendes mundviger. Hun kiggede hen på min far. Jeg gjorde det samme med ham. Strøg min hånd over hans skæggede kind. Han smilede tilbage til min mor. "Hun er stadig iblandt os" var hans trøstende ord. Jeg vidste nu at jeg havde gjort mit. Jeg vidste også at det var på tide at forlade jorden, og svæve op til gud. Pludseligt forsvandt dagligstuen, og der blev hvidt.. Den sidste stemme jeg hørte var, "jeg vil våge over dig som mit barn".